Havens formål er at vise, hvordan vi lokalt kan dyrke mad og samtidig gavne klimaet og forøge biodiversiteten. Haven skal drives efter permakultur-principper af foreningens medlemmer og andre frivillige. Klimahave3000 vil give mulighed for læring og fælles aktiviteter året rundt i forbindelse med etablering, dyrkning og pasning af haven og dens vækster. Vi vil fx plante, så, luge, vande, høste, bygge en ovn, sætte hegn op og bygge låger. Der er mulighed for at præge haven med nye initiativer efter aftale med bestyrelsen. Der vil i løbet af året blive afholdt fællesspisninger, hvor vi høster de mange forskellige afgrøder, så som frugt, bær, rødder, blade og blomster af et meget stort antal forskellige planter. Indtil videre har foreningen skaffet mere end 400 arter og sorter, som enten kan spises eller har en gavnlig virkning på jord og biodiversitet.
Ideen og projektet startede i 2019. På forespørgsel om et offentligt areal til projektet, tilbød Helsingør Kommune et areal ved Nordvestskolen. Vi etablerede et samarbejde med Helsingør Kommune og byudviklingsprojektet ‘Gang i Nordvest’, med det formål at haven bliver en aktiv mødeplads i Helsingør Nordvest.
Anlæggelsen af klimahaven begyndte i midten af marts 2020 med opmåling af arealet, design og tegning. Haven er anlagt på et græsareal omgivet af store træer mod vest og nord og med skolen på sydsiden. Vi fjernede et lag grus fra arealet, som for år tilbage, har været anvendt som legeplads og tilkørte to læs god havejord som nu er fordelt på området. Vi etablerede de såkaldte hügelbede til dyrkning og plantede haven til med frugt- og nøddebærende buske og træer samt mange spiselige stauder. I 2021 er der indlagt strøm og vand og opsat smukke bænke og borde. I 2022 kommer kastanjehegn, drivhus, pergola, grill, udekøkken, lerovn og informationsskilte til. Græs- og skovprægede arealer omkring haven bliver nu naturaliseret med henblik på øget biodiversitet.